Ambivalent tilknytningsform

Har netop genset det afsnit fra “Gift ved første blik”, hvor Christian og Mette går helt skævt af hinanden. Christian er i den grad blevet såret, da Mette fortalte ham, at hun endnu ikke er fysisk tiltrukket af ham. Christian har allerede ubevidst fået det til at betyde, at Mette vil skilles fra ham, og at han vil blive forladt, selvom han har meget store følelser for Mette. Christian har et sår, som han i afsnittet gør alt for at få lukket, og i hans øjne, er det Mette, der skal lukke det sår! Uden at vide, hvilke gamle sår Christian har med sig, vil jeg våge den påstand, at det ikke er første gang, han føler sig “afvist” og ikke får det, han har brug for fra en kvinde.

Du skal bekræfte, at jeg er værd at elske

Christian har hele tiden brug for bekræftelse på, at Mette stadig vil ham, og at hun ikke er på vej væk!  Som han selv siger i programmet: “Jeg er bare så pis-hammerende nervøs og bange for, at hun ikke vil forholdet længere!” Lidt senere fortsætter han med: “Jeg har bare lyst til at ryste Mette og få hende til at forstå.” Og det eneste der sker, er, at Mette bevæger sig længere og længere væk. Christian har i virkeligheden svært ved at rumme og mærke, at han ikke er elsket. Han får det skidt indeni og det vækker nogle gamle følelser og erindringer i ham, som intet har med Mette at gøre. Christian har højst sandsynligt nogle sår og brud, som han ikke har fået helet, men istedet blot pakket ned i rygsækken.

At hele sårene

For at Christian kan få det, han har behov for og længes efter, er han nødt til først selv at hele de sår, han har med sig fra tidligere forhold. Måske endda fra det allerførste kærlighedsforhold, han har været i, nemlig forholdet til hans forældre. Det virker som om, Christian har lært, at kærligheden kan forsvinde på et øjeblik, og derfor hele tiden har brug for at vide, at hans partner, i dette tilfælde endda hans kone, vil ham og ikke er på vej væk. Han har brug for konstant bekræftelse – og det bliver værre og værre, jo mere Mette trækker sig.

Ambivalent tilknyttet

Christian er højst sandsynligt i besiddelse af en ambivalent tilknytnings-stil. Når han føler sig sikker på sin partner (kone), kommer denne tilknytnings-form ikke i spil. Men i det øjeblik, han fornemmer, at noget ikke er, som det skal være, bliver han enormt usikker og har brug for validering af, at han ikke bliver forladt. Helt slemt bliver det, hvis Mette rent faktisk har en undvigende tilknytnings-stil. Så har hun brug for at komme væk, mens han har brug for at komme tættere på – og så vil forholdet bare ikke lykkes, før de hver i sær har helet de sår, de begge angiveligt bærer på. Mette har fortalt, at hun har svært ved at blive forelsket, så hun kan godt være i besiddelse af denne form.

Hvis du kan genkende dig selv i Christian, så vil jeg anbefale dig, at få helet dine sår, før du indgår i et parforhold. Er du allerede i et forhold, du gerne vil beholde, behøver du ikke fortvivle af den grund. Det er muligt at ændre på den tilknytnings-stil, man har med sig. Men det er svært at gøre alene.

Udfyld kontakt-formular og book tid til en intro-session, hvor vi sammen finder ud af, hvordan du får det, du har behov for.

Kontakt

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.