Gift ved første blik 2017 – bryllupsrejsen

Så har vi været på bryllupsrejse med de fire par, som er med i dette års “Gift ved første blik”. Og nu begynder problemerne allerede at vise sig. Ikke fordi de nygifte par ikke kender hinanden så godt, men fordi alle de skjulte barrierer kommer i spil – og dette specielt hos kvinderne.

Den røde tråd i tredje udsendelse viser klar, at alle mændene er klar til at forpligte sig. De er interesseret i deres “hustru”, “kone”, “kæreste”, som de virkelig gerne vil forsøge at forpligte sig overfor. Mens alle kvinder i år har travlt med at finde fejl hos deres nye ægtemand, istedet for at være nysgerrige og fokusere på alt det gode, som de rent faktisk også er i stand til at se. Spøgelserne vokser sig store i forestillingen om, hvad der kan gå galt – man forventer “det værste” i stedet for “det bedste”.

Det, der i virkeligheden sker, er, at de skjulte barrierer i form af negative overbevisninger om sig selv, om kærlighed og det modsatte køn træder i kraft og gør det, de er opstået for. Nemlig at navigere udenom de potentielle farer, som underbevidstheden tror, der er i sigte. Disse negative – og skjulte – overbevisninger er ofte opstået en gang, hvor man har oplevet, at kærligheden har gjort ondt. Og det behøver ikke være i det voksne liv – det kan lige så godt være i barndommen, hvor man har oplevet, at kærligheden fra de primære omsorgspersoner har været usikker.

Men har mænd så ingen barrierer, fordi de alle var klar til at forpligte sig, og gerne ville lære deres kvinde at kende? Og jo, de har de! I aftenens udsendelse var der dog mest fokus på, at kvinderne havde det svært i “det nære rum” med deres mand og kom med mange forklaringer på, hvorfor de endnu ikke havde lyst til intimitet – ikke kun fysisk, men også i det, at se ind i – og finde – hinanden.

Det er derfor tiden mellem “ikke længere” og “ikke endnu” er den vigtigste tid for dig, der er single! Det er nemlig dit arbejde at komme fri af de barrierer, der forhindrer dig i at tage imod kærligheden, og ikke en ny partner, der skal sørge for dette.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.